Steno Diabetes Center Nordjylland
Hent Visionspapir
Hent Drejebog
Hent Bevillingsaftale

Førende inden for digital sundhed og diabetes

I slutningen af 2017 godkendte regionsrådet i Region Nordjylland og Novo Nordisk Fondens bestyrelse en drejebog for etableringen af Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN). SDCN vil derfor være en realitet fra 1. januar 2018.

Formålet med SDCN er at øge livskvalitet og livslængde for borgere med diabetes, at skabe en sammenhængende diabetesbehandling tæt på borgeren samt at bremse tilvæksten af nye diabetestilfælde.

Steno Diabetes Center Nordjylland etableres som en ny bygning, der opføres ved det nye Aalborg Universitetshospital. Centret skal i samarbejde med Regionshospital Nordjylland, almen praksis og kommunerne løfte kvaliteten af i diabetesindsatsen.

Det forventes, at ca. 5.000-5.500 patienter årligt vil modtage behandling på SDCN, men det er ambitionen, at alle regionens ca. 35.000 personer med diabetes vil mærke et løft i kvaliteten af behandlingen af diabetes.

SDCN vil have fem kerneaktiviteter: patientcentreret og evidensbaseret behandling og forebyggelse af komplikationer af diabetes, klinisk forskning, uddannelse og kompetenceudvikling samt tværsektorielt samarbejde om forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af diabetes. Den femte kerneaktivitet vil være et særligt fokusområde for SDCN. Det drejer sig om udvikling, afprøvning, dokumentation og udbredelse af digital sundhed på diabetesområdet.

Ambitionen med bevillingen til etablering af Steno Diabetes Center Nordjylland er at opnå en forbedret behandling for alle personer med diabetes i regionen. – Sten Scheibye

Kvalitet, nærhed, lighed og sammenhæng i diabetestilbuddene vil være i fokus. Uanset hvor i regionen, behandlingen foregår, vil fokus være på, at borgere med diabetes får en ensartet behandling af høj kvalitet. Dette vil blive understøttet af et tæt samarbejde mellem SDCN og Regionshospital Nordjylland og gennem tværfagligt og tværsektorielt samarbejde med kommuner og almen praksis. Det vil også blive understøttet af digitale sundhedsløsninger, herunder telemedicin.

7. december 2017 godkendte Novo Nordisk Fondens bestyrelse en bevilling på 795 mio. kroner til Region Nordjylland til etablering og drift af SDCN, efter at Region Nordjylland d. 28. november 2017 godkendte en detaljeret drejebog for centret.

”Novo Nordisk Fonden ønsker at bidrage til, at Danmark kan tilbyde verdens bedste forskningsbaserede behandling inden for diabetes. Ambitionen med bevillingen til etablering af Steno Diabetes Center Nordjylland er at opnå en forbedret behandling for alle personer med diabetes i regionen. Målet er, at de, der har sygdommen, skal leve længere og bedre, og at færre danskere skal have diabetes,” siger Sten Scheibye, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden.

Fondens bevilling har virkning fra 2018 og løber frem til udgangen af 2027 med mulighed for forlængelse. Novo Nordisk Fonden vil finansiere de omkostninger, der dækker den supplerende behandling af diabetespatienterne, og støtte klinisk forskning, tværsektorielt samarbejde og kompetenceudvikling. Herudover vil fonden også finansiere opførelsen og indretningen af den nye bygning.

Fra årsskiftet 2018 og indtil den nye bygning forventes at kunne tages i brug i 2022 vil SDCN være i drift i lokaler på Aalborg Universitetshospital.

Kontaktoplysninger:

Ulrik Meyer
Programme Manager
Tlf. +45 35 27 66 41
E-mail: ulme@novo.dk

Mette Ide Davidsen
Project Officer
Tlf. +45 35 27 66 56
E-mail: mdvd@novo.dk